Klummer



Mikael K. Bjerre

Iværksætter og erhvervspædagog

Henriettevej 54, 5000 Odense C

info@mandogbil.dk

3024 0600

Klummer (og en enkelt kronik)


Jeg skriver hver 14. dag klummen "På kant" i Avisen Danmark (et samarbejde mellem jyske og fynske dagblade). Her bruger jeg mit udgangspunkt som både pædagog og forretningsmand til at give forskellige samfundsrelevante emner et dask med på vejen.


Følg linket eller læs klummerne i ren tekst længere nede på siden.


31/1 2019 - Kronik i Information: Indfør rationering på klimabelastende vare


25/5 2019 – Hvilken valgkamp fortjener vi?

8/6 2019 - Dagplejen - en oase i den pædagogiske pølsefabrik

23/6 2019 - Støjhegnet står og råber: Verden vil bedrages

6/7 2019 - De siger studenterne larmer - men de siger ikke hvorfor de larmer

20/7 2019 - Du ser kuppelteltet i din broders øje - men ikke campingvognen i dit eget


Indfør rationering af klimabelastende vare

31/1 2019 Kronik i Information AF: MIKAEL K. BJERRE, ERHVERVSPÆDAGOG, STIFTER OG DAGLIG LEDER AF NETVÆRKET MANDOGBIL, ODENSE


Vi er i klimakrig for at få vores samfund i balance med vores ressourcegrundlag. Derfor må vi acceptere nogle begrænsninger af vores egoistiske forbrug. Hvis du vil spise mere kød end din tildelte ration, må du købe kødrationer af vegetarer.


Se mere via link i overskrift.

Hvilken valgkamp fortjener vi?

25/5 2019 AF: MIKAEL K. BJERRE, ERHVERVSPÆDAGOG, STIFTER OG DAGLIG LEDER AF NETVÆRKET MANDOGBIL, ODENSE


Man siger vi har de politikere vi fortjener, men har vi også den valgkamp, vi fortjener?


En valgkamp er demokratiets juleaften. En højtidelig og vigtig proces, som er rygraden i de rammer, vi giver os selv og vores medborgere. Det er åbenlyst vigtigt, hvordan vi skaber disse rammer, men jeg tror ikke, jeg presser citronen, hvis jeg påstår, at prangerne er flyttet ind på tempelpladsen.


Jeg må sige, at jeg med velbegrundet skepsis forsøger at se så lidt valgkamp som muligt. Jeg kan ikke rigtig tåle at se de mennesker, der efterfølgende skal tage ansvar for mit land blive trukket gennem sølet. Jeg skal se dem fortælle om deres hund og deres vinterbadning i en suppe af spydige kommentarer om de andres politik. Jeg skal se den mørke skygge fra kommunikations- og reklamebureauer, der degraderer demokratiets bedste folk til medløbere og papegøjer uden rygrad.


Denne type valgkamp er ikke skabt for at diskutere politik, men for at flytte stemmer. Det, vi ser, er en proces designet til at nå de 20 pct. af vælgerne, der kan flyttes. De samme 20 procent, der som gruppe er dårligst egnet til at være rygrad i et velfungerende demokrati.


Hvis du som mig sidder med en dårlig smag i munden, mens valgkampens fortrædeligheder udrulles i bedste sendetid, så er det nok derfor. Du tilhører de 80 pct., som kunne være rygraden i et fungerende demokrati, og i disse tre uger, som skulle være demokratiets fineste time, er du reduceret til nul og niks.


Det er nok næppe Rasmus Paludan, der som en anden Jesus skal give os den valgkamp, vi fortjener. Måske er det dig og mig?

Dagplejen - en oase i den pædagogiske pølsefabrik

8/6 2019 AF: MIKAEL K. BJERRE, ERHVERVSPÆDAGOG, STIFTER OG DAGLIG LEDER AF NETVÆRKET MAND OG BIL, ODENSE


På mandag starter mit yngste barn i børnehave. Og lad mig bare sige at TV2s dokumentar om forholdene i den dårligste del af de københavnske daginstitutioner kom på et urovækkende tidspunkt.


Jeg er pædagog og har arbejdet i daginstitutioner hvilket var en af grundene til at vi bevidst fravalgte vuggestuen til fordel for dagplejen. I vores omgangskreds et lidt kontroversielt valg, men efter to børn er jeg er faktisk fan. Af alle de offentlige institutioner, som jeg har haft berøring med, er dagplejen den eneste, hvor jeg uden tøven oplever, at kvaliteten er højere end det, jeg betaler for.


Dagplejen er teoretisk set en hønemor m/k med fire (måske fem) små kyllinger. Man afleverer hver dag sit barn til at andet menneske. Et menneske med et ansigt og et hjem og en klar interesse i at opbygge en personlig relation til mit barn. Og måske er det ligefrem sådan at dagplejerens manglende pædagogiske uddannelse skaber opmærksomhed og ydmyghed omkring opgaven.


Ja, der er forskelle på dagplejere. Vi har prøvet en del af dem, og det er ikke altid, at holdninger og æstetik er helt i synk med vores egne. Men altid har vi haft følelsen af at vores børn var i menneskehænder. Jeg vil både som pædagog, far og borger sluge al teoretisk stolthed, hvis jeg kan opnå det.


Dagplejen har af mange grunde en strukturel robusthed overfor system- og kassetænkning. Når vi skal rydde op efter New public management og dets hærgen gennem Danmark, så tror jeg vi kan finde inspiration i dagplejen - som om vi bar et barn varsomt på armen.

Støjhegnet står og råber: Verden vil bedrages

23/6 2019 AF: MIKAEL K. BJERRE, ERHVERVSPÆDAGOG, STIFTER OG DAGLIG LEDER AF NETVÆRKET MAND OG BIL, ODENSE


Når man arbejder med at reducere støj udendørs, er der kun èn eneste ting, der er vigtig: At øge afstanden fra støjens kilde, til den når de støjplagede ører. Det gør et hegn, hvis det er helt tæt - og så skal det i øvrigt være så højt og bredt som muligt. Men det betyder mærkeligt nok intet, om hegnet dæmper lyd. Den mængde lyd, der kommer over og rundt om et hegn, er meget større end den ubetydelige mængde lyd, som et hegn evt. absorberer.


Som almindelig støjplaget hegnskøber tror man, at isolering er godt. Vi ved det faktisk. Vi har på egne ører mærket, hvordan isoleringsmaterialer suger lyden til sig. Derfor efterspørger vi hegn med lydisolering, og sælgeren undlader behændigt at rette vores vildfarelse. Vi får ørerne fyldt med lydabsorberende materiale. og i øvrigt er hegnet med de karakteristiske rockwoolfyldte felter jo over alt, - så der må jo være noget om det.


Men det er en dyr misforståelse. Private, virksomheder og boligforeninger betaler dobbelt eller tredobbelt pris for deres hegn uden at få andet end den visuelle effekt ud af det.


Det er vel ikke sælgerens opgave at undervise kunden i fysik og akustik, og det er jo ikke løgn, at hegnet dæmper lyden. Støjhegnet er snarere et lidt sjovt billede på en syg symbiose. Markedet tilbyder de produkter, kunderne efterspørger - uanset hvor tåbelige og unyttige de end måtte være.


Alle i støjhegnsindustrien ved det, og mon ikke fabrikanter og sælgere af og til i deres stille sind tænker deres? Men vækst er vækst, og jo mere vi svinger dankortet, jo bedre går det. Det er det, støjhegnet står og råber.

De siger studenterne larmer - men de siger ikke hvorfor de larmer

6/7 2019 AF: MIKAEL K. BJERRE, ERHVERVSPÆDAGOG, STIFTER OG DAGLIG LEDER AF NETVÆRKET MAND OG BIL, ODENSE


Jeg kommer en del rundt i min varebil, og i disse uger er det svært ikke at møde lastbiler med ladet fyldt af studenter. Det må godt nok være nitten at være chauffør på disse hysteriske ture. Jeg er ikke bange for "gang i gaden" men det er som om, de nye studenter har været i krig og nu skal demonstrere, at de overlevede. Og måske har de på en måde været i krig.


Ud fra en almen pædagogisk betragtning er de gymnasiale ungdomsuddannelser et sørgeligt sted. Gymnasierne er havnet mellem to stole og er på mange måder reduceret til en gigantisk selektionsmekanisme uden indhold. De har ikke grundskolens rummelighed eller de videregående uddannelsers anvendelighed. Det er skole uden ånd. Man får karakterer i billedkunst, idræt og musik, og ve den, der efter timen ønsker at diskuter,e hvad Michael Strunge egentlig mente.


De nye studenter har været i kamp for ikke at tabe deres plads i samfundet. De har befundet sig i et miljø, hvor det bløde velfærdssamfunds hårde kant har været meget nærværende. Ja, vi skal passe på hinanden og sammenhængskraften, men vi skal også have skilt fårene fra bukkene. Studenterne er delvist blevet reduceret til objekter, og de har set, hvordan de mest fintfølende af deres kammerater er droppet ud med spiseforstyrrelser og depressioner.


De fleste ryster oplevelsen af sig. De højrøstede ture hjælper måske nogle og de sidste må en tur på højskole. Men alle må de efterlade en del af deres barnetro i gymnasiet. Man kan måske ikke lave omelet uden at slå æg i stykker, men måske kan man lave omelet uden at slå hønen i stykker?

Du ser kuppelteltet i din broders øje - men ikke campingvognen i dit eget

20/7 2019 AF: MIKAEL K. BJERRE, ERHVERVSPÆDAGOG, STIFTER OG DAGLIG LEDER AF NETVÆRKET MAND OG BIL, ODENSE


Der er kommet et argument i den folkelige og offentlige debat, som er lige så forkert, som det tilsyneladende er smitsomt. Det er særligt personer lidt oppe i årene, som har fået øje på, at de unge sviner på festivalerne, og nu bruger det som det vigtigste argument mod klimavenlig forandring. De farverige billeder af de forladte campingområder er blevet et stærkt og uigendriveligt bevis på, at de unge ikke evner, orker og gider at feje for egen dør. Og her er argumentet: Hvis de unge klimatosser ikke vil gøre noget, hvorfor skulle vi andre så overhovedet tage deres vrøvl alvorligt, endsige ændre vores adfærd?


Men kære hr. og fru Hakkebøf: Festivaldeltagerne sviner ikke mere end alle andre danskere. Den eneste forskel er, at det er synligt. I almindelige byer har vi afhentning af affald, genbrugspladser, skure og lofter, hvor vi kan gemme sporene efter vores forbrug. Roskildefestivalen er én by på størrelse med Esbjerg uden en egentlig infrastruktur. Det er derfor ikke rigtig praktisk muligt at rydde op. (Og øvrigt er der faktisk ca 30.000 deltagere, der bor i områder, der efterlades fuldstændig opryddet.)


Billederne af de efterladte festivalpladser er derfor ikke et "bevis" på, at de unge ikke gider, og at ingen derfor bør gøre noget. Billederne viser, hvor meget vi alle sammen sviner hver evig eneste uge, og hvis ret skal være ret, så sviner bedsteborgernes husholdninger nok noget mere end de minimalistiske festivalgængere, der mest lever af fællesskab og kildevand (måske tilsat vodka). Du ser kuppelteltet i din broders øje, men du ser ikke campingvognen i din egen sjæl.

Copyright @ All Rights Reserved