Klummer



Mikael K. Bjerre

Iværksætter og erhvervspædagog

Henriettevej 54, 5000 Odense C

info@mandogbil.dk

3024 0600

Indfør rationering af klimabelastende vare

31/1 2019 Kronik i Information AF: MIKAEL K. BJERRE, ERHVERVSPÆDAGOG, STIFTER OG DAGLIG LEDER AF NETVÆRKET MANDOGBIL, ODENSE


Vi er i klimakrig for at få vores samfund i balance med vores ressourcegrundlag. Derfor må vi acceptere nogle begrænsninger af vores egoistiske forbrug. Hvis du vil spise mere kød end din tildelte ration, må du købe kødrationer af vegetarer.


Se mere via link i overskrift.

Hvilken valgkamp fortjener vi?

25/5 2019 AF: MIKAEL K. BJERRE, ERHVERVSPÆDAGOG, STIFTER OG DAGLIG LEDER AF NETVÆRKET MANDOGBIL, ODENSE


Man siger vi har de politikere vi fortjener, men har vi også den valgkamp, vi fortjener?


En valgkamp er demokratiets juleaften. En højtidelig og vigtig proces, som er rygraden i de rammer, vi giver os selv og vores medborgere. Det er åbenlyst vigtigt, hvordan vi skaber disse rammer, men jeg tror ikke, jeg presser citronen, hvis jeg påstår, at prangerne er flyttet ind på tempelpladsen.


Jeg må sige, at jeg med velbegrundet skepsis forsøger at se så lidt valgkamp som muligt. Jeg kan ikke rigtig tåle at se de mennesker, der efterfølgende skal tage ansvar for mit land blive trukket gennem sølet. Jeg skal se dem fortælle om deres hund og deres vinterbadning i en suppe af spydige kommentarer om de andres politik. Jeg skal se den mørke skygge fra kommunikations- og reklamebureauer, der degraderer demokratiets bedste folk til medløbere og papegøjer uden rygrad.


Denne type valgkamp er ikke skabt for at diskutere politik, men for at flytte stemmer. Det, vi ser, er en proces designet til at nå de 20 pct. af vælgerne, der kan flyttes. De samme 20 procent, der som gruppe er dårligst egnet til at være rygrad i et velfungerende demokrati.


Hvis du som mig sidder med en dårlig smag i munden, mens valgkampens fortrædeligheder udrulles i bedste sendetid, så er det nok derfor. Du tilhører de 80 pct., som kunne være rygraden i et fungerende demokrati, og i disse tre uger, som skulle være demokratiets fineste time, er du reduceret til nul og niks.


Det er nok næppe Rasmus Paludan, der som en anden Jesus skal give os den valgkamp, vi fortjener. Måske er det dig og mig?

Dagplejen - en oase i den pædagogiske pølsefabrik

8/6 2019 AF: MIKAEL K. BJERRE, ERHVERVSPÆDAGOG, STIFTER OG DAGLIG LEDER AF NETVÆRKET MAND OG BIL, ODENSE


På mandag starter mit yngste barn i børnehave. Og lad mig bare sige at TV2s dokumentar om forholdene i den dårligste del af de københavnske daginstitutioner kom på et urovækkende tidspunkt.


Jeg er pædagog og har arbejdet i daginstitutioner hvilket var en af grundene til at vi bevidst fravalgte vuggestuen til fordel for dagplejen. I vores omgangskreds et lidt kontroversielt valg, men efter to børn er jeg er faktisk fan. Af alle de offentlige institutioner, som jeg har haft berøring med, er dagplejen den eneste, hvor jeg uden tøven oplever, at kvaliteten er højere end det, jeg betaler for.


Dagplejen er teoretisk set en hønemor m/k med fire (måske fem) små kyllinger. Man afleverer hver dag sit barn til at andet menneske. Et menneske med et ansigt og et hjem og en klar interesse i at opbygge en personlig relation til mit barn. Og måske er det ligefrem sådan at dagplejerens manglende pædagogiske uddannelse skaber opmærksomhed og ydmyghed omkring opgaven.


Ja, der er forskelle på dagplejere. Vi har prøvet en del af dem, og det er ikke altid, at holdninger og æstetik er helt i synk med vores egne. Men altid har vi haft følelsen af at vores børn var i menneskehænder. Jeg vil både som pædagog, far og borger sluge al teoretisk stolthed, hvis jeg kan opnå det.


Dagplejen har af mange grunde en strukturel robusthed overfor system- og kassetænkning. Når vi skal rydde op efter New public management og dets hærgen gennem Danmark, så tror jeg vi kan finde inspiration i dagplejen - som om vi bar et barn varsomt på armen.

Støjhegnet står og råber: Verden vil bedrages

23/6 2019 AF: MIKAEL K. BJERRE, ERHVERVSPÆDAGOG, STIFTER OG DAGLIG LEDER AF NETVÆRKET MAND OG BIL, ODENSE


Når man arbejder med at reducere støj udendørs, er der kun èn eneste ting, der er vigtig: At øge afstanden fra støjens kilde, til den når de støjplagede ører. Det gør et hegn, hvis det er helt tæt - og så skal det i øvrigt være så højt og bredt som muligt. Men det betyder mærkeligt nok intet, om hegnet dæmper lyd. Den mængde lyd, der kommer over og rundt om et hegn, er meget større end den ubetydelige mængde lyd, som et hegn evt. absorberer.


Som almindelig støjplaget hegnskøber tror man, at isolering er godt. Vi ved det faktisk. Vi har på egne ører mærket, hvordan isoleringsmaterialer suger lyden til sig. Derfor efterspørger vi hegn med lydisolering, og sælgeren undlader behændigt at rette vores vildfarelse. Vi får ørerne fyldt med lydabsorberende materiale. og i øvrigt er hegnet med de karakteristiske rockwoolfyldte felter jo over alt, - så der må jo være noget om det.


Men det er en dyr misforståelse. Private, virksomheder og boligforeninger betaler dobbelt eller tredobbelt pris for deres hegn uden at få andet end den visuelle effekt ud af det.


Det er vel ikke sælgerens opgave at undervise kunden i fysik og akustik, og det er jo ikke løgn, at hegnet dæmper lyden. Støjhegnet er snarere et lidt sjovt billede på en syg symbiose. Markedet tilbyder de produkter, kunderne efterspørger - uanset hvor tåbelige og unyttige de end måtte være.


Alle i støjhegnsindustrien ved det, og mon ikke fabrikanter og sælgere af og til i deres stille sind tænker deres? Men vækst er vækst, og jo mere vi svinger dankortet, jo bedre går det. Det er det, støjhegnet står og råber.

De siger studenterne larmer - men de siger ikke hvorfor de larmer

6/7 2019 AF: MIKAEL K. BJERRE, ERHVERVSPÆDAGOG, STIFTER OG DAGLIG LEDER AF NETVÆRKET MAND OG BIL, ODENSE


Jeg kommer en del rundt i min varebil, og i disse uger er det svært ikke at møde lastbiler med ladet fyldt af studenter. Det må godt nok være nitten at være chauffør på disse hysteriske ture. Jeg er ikke bange for "gang i gaden" men det er som om, de nye studenter har været i krig og nu skal demonstrere, at de overlevede. Og måske har de på en måde været i krig.


Ud fra en almen pædagogisk betragtning er de gymnasiale ungdomsuddannelser et sørgeligt sted. Gymnasierne er havnet mellem to stole og er på mange måder reduceret til en gigantisk selektionsmekanisme uden indhold. De har ikke grundskolens rummelighed eller de videregående uddannelsers anvendelighed. Det er skole uden ånd. Man får karakterer i billedkunst, idræt og musik, og ve den, der efter timen ønsker at diskuter,e hvad Michael Strunge egentlig mente.


De nye studenter har været i kamp for ikke at tabe deres plads i samfundet. De har befundet sig i et miljø, hvor det bløde velfærdssamfunds hårde kant har været meget nærværende. Ja, vi skal passe på hinanden og sammenhængskraften, men vi skal også have skilt fårene fra bukkene. Studenterne er delvist blevet reduceret til objekter, og de har set, hvordan de mest fintfølende af deres kammerater er droppet ud med spiseforstyrrelser og depressioner.


De fleste ryster oplevelsen af sig. De højrøstede ture hjælper måske nogle og de sidste må en tur på højskole. Men alle må de efterlade en del af deres barnetro i gymnasiet. Man kan måske ikke lave omelet uden at slå æg i stykker, men måske kan man lave omelet uden at slå hønen i stykker?

Du ser kuppelteltet i din broders øje - men ikke campingvognen i dit eget

20/7 2019 AF: MIKAEL K. BJERRE, ERHVERVSPÆDAGOG, STIFTER OG DAGLIG LEDER AF NETVÆRKET MAND OG BIL, ODENSE


Der er kommet et argument i den folkelige og offentlige debat, som er lige så forkert, som det tilsyneladende er smitsomt. Det er særligt personer lidt oppe i årene, som har fået øje på, at de unge sviner på festivalerne, og nu bruger det som det vigtigste argument mod klimavenlig forandring. De farverige billeder af de forladte campingområder er blevet et stærkt og uigendriveligt bevis på, at de unge ikke evner, orker og gider at feje for egen dør. Og her er argumentet: Hvis de unge klimatosser ikke vil gøre noget, hvorfor skulle vi andre så overhovedet tage deres vrøvl alvorligt, endsige ændre vores adfærd?


Men kære hr. og fru Hakkebøf: Festivaldeltagerne sviner ikke mere end alle andre danskere. Den eneste forskel er, at det er synligt. I almindelige byer har vi afhentning af affald, genbrugspladser, skure og lofter, hvor vi kan gemme sporene efter vores forbrug. Roskildefestivalen er én by på størrelse med Esbjerg uden en egentlig infrastruktur. Det er derfor ikke rigtig praktisk muligt at rydde op. (Og øvrigt er der faktisk ca 30.000 deltagere, der bor i områder, der efterlades fuldstændig opryddet.)


Billederne af de efterladte festivalpladser er derfor ikke et "bevis" på, at de unge ikke gider, og at ingen derfor bør gøre noget. Billederne viser, hvor meget vi alle sammen sviner hver evig eneste uge, og hvis ret skal være ret, så sviner bedsteborgernes husholdninger nok noget mere end de minimalistiske festivalgængere, der mest lever af fællesskab og kildevand (måske tilsat vodka). Du ser kuppelteltet i din broders øje, men du ser ikke campingvognen i din egen sjæl.

Lad København, Aarhus og Odense gå forrest: Bil nummer to skal være en elbil

17/7 2019 AF: MIKAEL K. BJERRE, ERHVERVSPÆDAGOG, STIFTER OG DAGLIG LEDER AF NETVÆRKET MAND&BIL, ODENSE


Frivillighed er ganske enkelt ikke nok, når et samfund skal omstilles fra massivt overforbrug til at have en fremtid. Og her gælder det om at holde tungen lige i munden. Måden, de kommende begrænsninger og krav til virksomheder og borgere bliver udformet på, bliver sandsynligvis afgørende for vores identitet, kultur og selvforståelse. Jeg tror, vi med fordel kan opfinde eller dyrke en socialentreprenant ”dansk model”, som går mere efter bolden - og mindre efter manden.


Et konkret eksempel: Indfør et krav om, at bil nummer to i alle husstande, der ligger i København, Aarhus og Odense skal være en elbil. Kravet skal gælde i de områder af byerne, hvor der er god offentlig transport, og kombineres med mulighed for undtagelser. Det er et godt krav, fordi det ikke skærer alle over én kam og alligevel øger antallet af elbiler (hvilket er helt nødvendigt strukturelt), begrænser antallet af almindelige biler og ikke rammer dem, der har brug for fossilbilens rækkevidde.


Min gode gamle mor bor langt ude på landet på Mors. For at redde grundvandet er hun blevet pålagt en regning på 70.000 kr. for at omlægge fra sivebrønd til kommunal kloak. Siger og skriver 70.000 kr. som hun har betalt skat af. Det er lige under halvdelen af hendes årsindkomst.


Hvis nogen i København, Aarhus eller Odense piver over, at deres bil nummer to skal være en elbil, så send min mor en venlig tanke. Vi bør som borgerne tigge og be' om, at alle tiltag, der bærer præg af socialentreprenant intelligens og retfærdighed bliver indført så hurtigt som muligt. Ingen er tjent med en ”svensk model” udfærdiget af embedsmænd.

Lars Larsen var enestående og genial. Men hans eftermæle bliver alligevel en pose blandede bolsjer

31/8 2019 AF: MIKAEL K. BJERRE, ERHVERVSPÆDAGOG, STIFTER OG DAGLIG LEDER AF NETVÆRKET MAND OG BIL, ODENSE


JYSK har ikke et unikt produkt. Ingen patenter eller rettigheder. Det helt enestående ved Lars Larsen er at han praktisk talt ud af den blå luft, alene ved strategisk snilde og et enormt talent for ledelse og organisering, har skabt en gigantisk kulturbåret virksomhed. 2.500 butikker i mere end 40 lande på 35 år – det er ufatteligt. Når det kommer til opbygning af en organisation, var Lars Larsen intet mindre end en international superstjerne. Og man har endda grund til at tro, at det med åben pande blev gjort inden for skattelovgivningens ånd og ikke bare dens bogstaver.


Den første afdeling af JYSK åbnede året efter Matador blev vist første gang. Alle danskere så Mads Skjern ”disrupte” markedet for dametøj i Korsbæk. Alle viste, hvad der skulle ske, men det var Lars Larsen, der bedst forstod at give den merkantile udvikling et konkret udtryk. Gode og billige dyner og håndklæder til almindelige mennesker – ja tak.


Men Lars Larsen startede også JYSK i en sorgløs tid, hvor ”al omsætning var god omsætning”. Fraregnet en mere og mere lallende Brian Mikkelsen, så er der hos de fleste en gryende bevidsthed om at produktion påvirker omgivelserne. Og det er her, Lars Larsens eftermæle bliver udfordret. Lars Larsen fulgte pligtskyldigt kunderne og omsætningen og blev samtidig et ikon for en brug-og-smid-væk-kultur, som skubber en ubetalt regning foran sig.


Lars Larsen var et barn af sin tid, og han bliver begravet sammen med det rene grundvand, ozonlaget og torskebestanden i Østersøen. Havde det redelige geni Lars Larsen skulle starte sin virksomhed i dag, så håber og tror jeg, at den kunne have bidraget mere til løsningen og lidt mindre til problemet.

Du skal ikke sige undskyld - du skal bare la´ vær

14/9 2019 AF: MIKAEL K. BJERRE, ERHVERVSPÆDAGOG, STIFTER OG DAGLIG LEDER AF NETVÆRKET MAND&BIL, ODENSE



Der er undskyldninger i luften, og det er rigtigt fint, hvis man stiller de ristede løg i køleskabet (de bliver bløde!!). Det er også brugbart, hvis det bliver lidt mere alvorligt og man falder i søvn og glemmer brødet i ovnen. Det er min skyld, men jeg var ikke helt herre over mine egne handlinger – undskyld.


Men husstandes lømmel kan ikke med rimelighed bruge undskyld, når han for 117. gang smider tasken i entreen til fare for andre menneskers førlighed. Den dag mormor brækker hoften, så hjælper det ikke at sige undskyld. Far kan heller ikke bare sige undskyld, når han igen spiser børnenes fredagsslik. Hvis man påfører andre ulykke på grund af dovenskab eller grådighed, er man ikke uden skyld. Man kan angre, søge tilgivelse og ændre adfærd men man kan ikke – selvom mange prøver - slippe med et lille ”rundstyk” eller et stort ”mundskyld”.


Med dette in mente vil jeg gerne opfordre alle til en lille øvelse. Tag en kop kaffe og sæt dig godt til rette. Stil så dig selv følgende spørgsmål: Udviser vi som samfund en dovenskab og en grådighed, som rammer andre? Har vi en adfærd, som vi kommer til at skamme os over? Er der nogen, som Danmarks statsminister om 30 år med tårerne løbende ned af kinderne skal stå til ansvar over for?


Hvornår kan man sige undskyld, og hvornår er man bare en hykler? Man gad jo godt at vide, om det i samtiden var muligt og rimeligt at se det problematiske i slavehandel, nazisme eller tilsynet med institutionen Godhavn. Jeg tror, at jeg vil sige det samme, som jeg siger til min lømmel, når han for 117. gang kyler tasken i entreen: Du skal ikke sige undskyld – du skal bare la´ vær.

Sandheden skal man høre fra børn, fulde folk og pensionister

26/9 2019 AF: MIKAEL K. BJERRE, ERHVERVSPÆDAGOG, STIFTER OG DAGLIG LEDER AF NETVÆRKET MAND&BIL, ODENSE


Fra et socialentreprenant synspunkt er nye pensionister interessante, og det er ikke deres børnebørn og nye hobbys, jeg tænker på. Det er det fænomen, at de næsten fra dag til dag skifter position. Dagen før pension var de fedtet ind i magt, forventet loyalitet og tavshedsklausuler. Dagen efter pension er de borgere. De kan frit stille deres indsigt til rådighed for samfundet uden hensyntagen til andet end almenvellet.


Det er et fænomen, som samfundet kunne udnytte. Jeg mener, at alle i forbindelse med deres første udbetaling af pension skulle være forpligtiget til at overlevere deres indtryk af arbejdsmarkedet. Hvordan var deres branche, ledelsen (eller de ansatte), arbejdsglæden osv. Hvad var op og hvad var ned – frit fra leveren. Tænk hvis politikere og andet godtfolk kunne få reel indsigt i, hvad almindelige fiskere, sygeplejere og bankfolk egentligt tænker om deres branche og arbejdsliv.


De nyslåede pensionister har erfaring og integritet og er en stor resurse så, hvorfor er der ikke flere der som Hans Jørgen Bonnichsen og Mogens Lykketoft tager en konstruktiv og offentlig afsked med arbejdsmarkedet? Svaret er at pensionister patroniseres. Lykketoft har i sin nye bog relevante og kompetente betragtninger om socialdemokratiets værdier – og mangel på samme. Men med den tone Thorning-Schmidt, Corydon og Sass Larsens tillod sig at bruge i deres svar, - hvor de direkte gik efter at beskrive Lykketoft som affældig, så forstår man godt at andre pensionister betakker sig.


Det er forunderligt, men aktørerne i den offentlige debat har tilsyneladende mere respekt for dem, der bliver betalt for at sige noget, de ikke mener, end pensionister der forsøger at sige sandheden. Personligt ser jeg mere frem til at høre, hvad Corydon har at sige, når han bliver pensionist end, mens han er i arbejde.

Debat: Hvorfor parkeringsbøder gør dig edderspændt rasende

8/10 2019 AF: MIKAEL K. BJERRE, ERHVERVSPÆDAGOG, STIFTER OG DAGLIG LEDER AF NETVÆRKET MAND&BIL, ODENSE


Det er vigtigt, at der ikke holder biler parkeret i brandveje. Det er også vigtigt, at de store byer på en eller anden måde holder styr på de mange biler. Med dette udgangspunkt starter parkeringsbranchen med et relevant og samfundstjenligt udgangspunkt. Men det er moderne i alle brancher at undersøge, om der ikke skulle være en mulighed for at tjene en lille skilling, hvis man på en innovativ og profitorienteret måde udvikler sit forretningsområdet. De fleste brancher er inficeret af denne bacille, men i parkeringsbranchen er det stukket fuldstændig af.


Parkeringsbranchen har udviklet den idé, at de kan betale ejere af parkeringspladser for at få lov til at opkræve afgifter på deres område. Det vil sige, at en Netto, en Fakta, en havn kan få mellem 10 og 100.000 kroner om året for at firmaer som Europark eller Q-Park kan få lov til at stange bøder ud på deres område. Som du sikkert har bemærket spreder dette koncept sig med lynets hast fra de store byer og ud mod selv den fjerneste afkrog af de bøgelyse øer.


Parkeringskontrol på disse områder tjener intet formål. Det er en skat på glemsomhed og intet andet. Til gengæld er det en kæmpe pengemaskine. Over én milliard strømmer hver år ind i disse virksomheder og hovedparten af disse penge kan ikke betegnes som andet en dummebøder.


Og ikke nok med det. Jeg er heldigvis godt gift, så jeg kan sagtens betale afgiften på svimlende 790 kroner. Men det er ikke alle, der kan det, og parkeringsafgifterne trækker et langt gusten inkassospor efter sig. Med det danske retsvæsen som tæskehold kan parkeringsvirksomhederne få mange af de oprindelige bøder til at vokse på ryggen af studerende, enlige mødre og pensionister.


Jeg er forretningsmand, og selv jeg græmmes, når parkeringsbranchen (i stiltiende samarbejde med Dansk Supermarked, COOP m.fl.) reducerer min stand til profitsyge parasitter. Det er uforståeligt, hvorfor politikerne ikke stopper denne farce og endnu mere uforståeligt, at FDM ikke for længst har taget høtyvene ned fra væggen.


Nu ved du, hvorfor du ofte bliver så edder spændt rasende, når du skal betale en P-bøde: Den tjener intet formål, afgiftens størrelse står ikke mål med forseelsen, og du forstår ikke, hvorfor staten ligefrem støtter den laveste form for kapitalisme i at opkræve dummebøder fra almindelige folk, der må tjene deres penge ved at lave noget nyttigt.

Klimadebat. Bliver bekvemmelighedsborgere et større problem end bekvemmelighedsflygtninge?

22/10 2019 AF: MIKAEL K. BJERRE, ERHVERVSPÆDAGOG, STIFTER OG DAGLIG LEDER AF NETVÆRKET MAND&BIL, ODENSE


Nu hvor bæredygtighedsdebatten endelig er kommet på dagsordenen, så fyldes debatsiderne også med indlæg fra borgere, der mener, at det er alle andre, der skal gøre noget. Argumenterne går cirka sådan her: ”Danskerne er kun en dråbe i menneskehavet, så derfor må det være alle inderne, der skal holde op med at få børn”. Eller: ”Hvis det danske landbrug ikke kan bruge pesticider, så er der ikke nok mad i verden, og så dør de fattige i Afrika”. Eller: ”Jeg har engang set et billede af et affaldsbjerg i Mogadishu eller på Roskilde Festivalen, så mit forbrug betyder ikke noget”.


Og ja det er rigtigt. Om jeg så brugte alle mine penge på roundup, flyrejser og oksekød, så kunne jeg ikke påvirke grundvandet eller klimaet. Og det er også rigtigt, at selvom alle danskere ikke forandrede noget, så ville det kun have ringe indflydelse på klimaet. Men det er også rigtigt at disse bekvemmelighedsborgere, der med mere eller mindre fantasifulde og søgte argumenter forsøger at retfærdiggøre deres ulyst til forandring, alligevel misforstår pointen. Det handler ikke (kun) om klimaet, det handler om almindelig borgerlig anstændighed.


Når jeg siger til mine børn; at de skal rydde op efter sig selv; at de ikke skal øse mere op end de kan spise og at de skal behandle svage med respekt, så får jeg et ubehageligt forklaringsproblem. Måske er andre folks børn bare dummere end mine, men mine børn kan efter fem minutter i folkeskolen gennemskue hykleriet. Uanset hvad deres mor og far forsøger at bilde dem ind, så bor de i et samfund og en kultur, der ikke rydder op efter sig selv og som har et usmageligt overforbrug som grundlæggende værdi.


Hvis vi på nogen måde skal fastholde illusionen om, at vi har en kultur og nogle værdier, der er værd at bevare, så skal vi have gjort op med vores patetiske dobbeltbogholderi. Børnene mister respekten for de voksne, man mister sin selvrespekt og vi mister respekten for hinanden.


Er det fair at sige, at de nye bekvemmelighedsflygtninge ikke flygter over grænser men i stedet er de borgere, der flygter fra det det ansvar vi anstændigvis har? Mit gæt er, at de nye bekvemmelighedsborgere vil vise sig at være et større problem for vores kultur end de gode gamle bekvemmelighedsflygtninge.

Murermesteren og fyrtårnet - Et monument over tillid og ansvar i en tid med hvidvask, slipsedyr og djøfisering

22/10 2019 AF: MIKAEL K. BJERRE, ERHVERVSPÆDAGOG, STIFTER OG DAGLIG LEDER AF NETVÆRKET MAND&BIL, ODENSE


Det er næsten som et eventyr, hvor Klodshans mod alle odds flytter et besynderligt bygningsværk i et drømmelandskab. En god historie med gode billeder og midt i det hele en lokal murermester med integritet så solid som den beton, han blander når han støber fundamenter til områdets huse og virksomheder.


En stor del af historiens nationale og ikke mindst internationale gennemslagskraft er et underliggende spørgsmål: Hvorfor ringede Hjørring kommune ikke til Rambøll eller COWI. Hvorfor var det ikke en universitetsuddannet ingeniør, der som en anden Poul Nyrup med en alt for lille hjelm på sit alt for store hoved stod foran de rullende kameraer og forklarede hvad der skulle ske? Hvordan turde kommunen vælge en almindelig håndværker til en ualmindelig opgave?


Måske var det, fordi et par begavede folk i kommunen (hjulpet lidt på vej af omstændighederne) indså, at et samarbejde med den lokale murermester ville skabe en social kontrakt stærkere end nogen kontrakt på papir. Hvis murermesteren væltede med fyrtårnet, så ville han og hele hans familie i generationer have en særlig plads i den nordjyske folklore. Den slags kontrakter behøver ingen underskrift.


Under alle omstændigheder var resultatet et lykkeligt glimt af en svunden verden, hvor en almindelig murer havde en chance for at spille lige op med slipsedyr og regnedrenge. Og derfor var vi mange, der heppede: Alle hjemmehjælpere, der har set djøferne ødelægge deres arbejde; alle os der reddede Danske Banks røv, hvorefter de sagde tak ved at hvidvaske 1500 milliarder; alle os der undrer os over, hvordan man kan betale hundrede af millioner for et IT-system, som ikke kommer til at virke; alle os der hver dag lægger hånden på kogepladen og arbejder uden beskyttelse af kontrakter og alenlange disclaimere.


Vi heppede, og vi vandt sgu. Fyrtårnet væltede ikke og står nu som et monument over tillid og ansvar. Denne dag blev vi ikke kyst af autoriteterne. Denne dag kiggede vi længselsfuldt hinanden i øjnene og sagde: Ich bin (auch) ein murermester. Men bare rolig, systemet med de ansigtsløse advokater, forsikringsagenter, rådgivende ingeniører og psykologer skal nok ryste episoden af sig og vende tilbage med fornyet styrke.


På et tidspunkt må familien stables i bilen, så vi kan se folkets fyrtårn med egne øjne. Men ind til da vil jeg for egen regning bare gerne sige tak. Tak for fyrtårn.

Dine handlinger betyder intet – holdninger betyder alt. Det Ib Poulsenske princip.

4/11 2019 AF: MIKAEL K. BJERRE, ERHVERVSPÆDAGOG, STIFTER OG DAGLIG LEDER AF NETVÆRKET MAND&BIL, ODENSE


Mikael K. Bjerre, erhvervspædagog og indehaver af Mand og Bil

Som mange vil vide så modtager Ib Poulsen fra DF godt 50.000 kroner om måneden i to år som eftervederlag for sin tørn på tinge. Poulsen kunne være i ordinær beskæftigelse, men ville så miste sit vederlag, og han har derfor valgt at holde orlov for ikke at arbejde gratis. Det er helt efter reglerne, men da Ib Poulsen principielt mener, at ordningen er for lukrativ, og reglerne bør laves om, har en horde af fiffige journalister hængt ham ud på både forsider og bagsider for dobbeltmoral.

Men så simpelt er det ikke. Hvis man som Ib Poulsen ønsker forandring, så skal man netop ikke bukke nakken. Man skal stå fast på sin ret til ”for meget af det gode”, og så kan man med statsgaranti regne med, at reglerne bliver forsøgt lavet om.

Med uangribelig snusfornuft får Ib Andersen på denne måde kørt det personlige ansvar fra Luther, Kant og Kirkegaard ud på et sidespor, og det er – uden ironi – godt. Det Ib Poulsenske princip: Dine handlinger betyder intet – dine holdninger betyder alt, er fremtidens moral.

Et eksempel: Jeg mener, at olien skal blive i jorden, og det er en holdning jeg er klar til at stemme for. Men jeg driver også en virksomhed, som i dagens Danmark er afhængig af diesel, og det giver ingen mening, at jeg personligt påfører min virksomhed unødige udgifter eller begrænsninger på grund af min holdning. Det er kun fælles begrænsninger, der giver mening. Jeg vil gerne være til grin - men ikke for mine egne penge.

Lad mig tvære det ud i pap. Hvis en fiffig journalist nogensinde spørger mig om mit firma, på grund af mine holdninger, ikke burde være ”Mand & elbil” så vil jeg svare følgende: Nu skal jeg sige dig en ting min fine ven. Hvad jeg personligt gør og ikke gør, det rager ikke dig eller dine læsere. Så længe mine handlinger er inden for loven, så er de et forhold mellem mig, min samvittighed og fruen.

Det går jo ikke ud på, at jeg skal rende rundt i en helsebutik og spille fandango. Det går ud på, at vi i fællesskab skal lave rammerne for et godt og bæredygtigt samfund.

Vi har ikke brug for flere individuelle tøffelhelte. Vi har brug for flere, der som Ib Poulsen udstiller problemerne og udfordrer fællesskabet til at trække en grænse.

Copyright @ All Rights Reserved